Horesta strategi sætter fokus på bæredygtighed

Nyhedsbrev november 2019

I en ny serie sætter vi fokus på hvordan HORESTAS nye strategi har betydning for underleverandører til turisme- og oplevelseserhvervet. 

HORESTA vil gøre Danmark til verdens mest bæredygtige turistattraktion

HORESTAs nye strategi for turisme-og oplevelseserhvervet vil få betydning for underleverandører. Fødevareproducenter kan se frem til nye samarbejder i bæredygtighedens navn. 

Bæredygtighed og klima er i fokus i HORESTAs nye strategi. Turisme og oplevelseserhvervet skal være verdens mest bæredygtige hvis det står til brancheorganisationen. Med 6 tiltag peger de på den udvikling der skal ske i de kommende år, og det vil ikke kun få afgørende betydning for museer, hoteller, forlystelser og andre erhverv i branchen. Det vil også åbne nye muligheder og sætte en bæredygtig retning for alle underleverandørerne. De 6 tiltag er:


  1. Turisme og oplevelseserhvervet skal nedbringe energiforbruget og benytte mere grøn energi

  2. Mindre madspild, bedre genanvendelse og nye produkter skal sikre bedre ressourceanvendelse

  3. Mere bæredygtig mad på spisestederne skal ske via øget udbud af lokale og sæsonbestemte råvarer såvel som økologiske og miljømærkede råvarer

  4. Mere klimavenlig transport både via luft, vand og land gennem forpligtende udviklingspartnerskaber

  5. Mere og bedre viden om bæredygtig turisme skal fremme og målrette indsatsen

  6. Danmark skal have en strategi for bæredygtig turisme med klare mål og øget markedsføring


Nye muligheder for fødevareproducenter

Det tredje tiltag i den nye strategi handler om bæredygtig mad og det betyder helt konkret at hoteller, restauranter og caféer landet over vil være på udkig efter lokale fødevareproducenter der kan hjælpe dem med at blive mere bæredygtige gennem et mere klimavenligt udvalg af råvarer. Fødevareproducenterne kan udnytte dette fokus, ved at afsøge deres lokalområder for mulige samarbejdspartnere. Hvilke kroer, hoteller, caféer eller restauranter ligger der i området? Hvor får de deres varer fra? Tag kontakt og tilbyd at hjælpe dem med at blive mere bæredygtige. 


Planlæg transport, udvælg emballage

For fødevareproducenterne er det vigtigt at holde øje med to områder af de nye forretningsmuligheder, hvis de skal levere et klimavenligt og bæredygtigt bidrag til turisme- og oplevelsesbranchen. For det første er det afgørende at transporten gennemtænkes, så leverancerne bliver optimeret gennem en så effektiv rute som muligt. Samtidig bør leveringen ligge udenfor myldretiden mens der bør tænkes i bæredygtige drivmidler. 

For det andet er det sandsynligvis nødvendigt at finde nye former for emballage, end hvad der kræves af leverancer til f.eks. detailhandlen. Den mest klimavenlige løsning vil være at etablere en take-backordning, hvor den tomme emballage fra sidste uge afhentes med denne uges nye leverance. Dermed sikrer man at kasser, spande og poser kan genbruges mange gange. 


HORESTAs strategi udpeger mange nye muligheder indenfor et erhverv der i forvejen er godt på vej i den grønne omstilling. Det øgede fokus på bæredygtighed vil have indflydelse på mange brancher der har forbindelser til turisme- og oplevelseserhvervet, i næste nyhedsbrev handler det om cateringbranchen. 





Ring til os nu på 29 76 45 93, hvis du vil drøfte, hvordan vi kan hjælpe dig

Green Moves IVS

Tobaksgården 3, 2.11

8700 Horsens



tlf. +(45) 2976 4593

info@greenmoves.dk


CVR 37993875

Denne hjemmeside benytter cookies. Vi bruger dem til at lave statistik over de besøgende på hjemmesiden og til afspilning af videoer. Ved at benytte sitet er du indforstået med brugen af cookies.

Læs mere om vores cookie- og persondatapolitik her
Jeg accepterer